Plastfyldninger

I gamle dage fyldte man huller i tænderne med bly (Plumbum), som gav ophav til, at nogen stadig den dag i dag omtaler fyldninger i tænderne som plomber.

Siden da har videnskaben gjort store fremskidt, og i dag er langt de fleste fyldninger udført i plastmateriale. Sølvfyldninger er så godt som udfaset til fordel for plastfyldninger – da sølvfyldninger har et betydeligt medansvar for den aktuelle kviksølvsforurening i naturen, har vi af miljømæssige årsager valgt ikke at tilbyde sølvfyldninger på klinikken. Plast har en lang række fordele og kun ganske få ulemper.

De største fordele ved plastfyldninger er, at plasten binder til tanden og at der ved udboringen af tanden ikke fjernes mere tandsubstans end højst nødvendigt. Ved en gammeldags sølvfyldning er det nødvendigt at udbore en tand med underskæringer, for at sølvet simpelthen ikke falder ud, da sølvamalgam ikke har nogen bindende egenskaber. Plastens bindende effekt har også en hæmmende virkning på revnedannelse i tænderne.

En anden betydelig fordel er, at en plastfyldning til forveksling ligner tand, hvorfor det kosmetisk er en bedre behandling. Mange patienter ønsker derfor at få udskiftet de mørke sølvfyldninger til tandfarvede plastfyldninger.

En væsentlig ulempe ved sølvfyldninger er, at materialet (amalgam) udvider sig og trækker sig sammen i takt med skiftende temperaturer i mundhulen som følge af påvirkninger med føden ( eksempelvis varm kaffe/is). Med tiden vil der opstå træthed i emaljen som følge af disse påvirkninger, og der er stor risiko for, at tanden danner revner også kaldet infraktioner. Disse øger risikoen for, at tanden knækker.

I 2008 indførte sundhedsstyrelsen en ny regel, hvor amalgam nu kun må benyttes på særlige steder, hvor plast er decideret uegnet. Dette kan eksempelvis være huller, der er beliggende under tandkødsranden, hvor der ikke kan holdes tørt. Som noget nyt giver sygesikringen nu også tilskud til plastfyldninger på tyggefladerne.

Close Menu